PJ Farley – Boutique Sound Frames
04-07-2016
PJ Farley startede sin karriere i det amerikanske band Trixter, som han blev medlem af tilbage i 1987. De udsendte 3 albums i start 90’erne (hvor de også havde flere Mtv hit videoer)og havde derefter en længere pause på ca. 13 år. I den periode har PJ været medlem af flere andre bands som f.eks. 40Ft Ringo, Ra, Deepfield og så har han også turneret som bassist for Lita Ford. Boutique Sound Frames er PJ’s debut solo album.
Sangene på albummet er skrevet og indspillet over en længere periode. Det er sange som PJ har skrevet, men som han ikke syntes passede ind i de band og projekter han har været en del. Derfor har han nu samlet dem på dette album. Han spiller selv alle instrumenter og synger selv alle sangene. Stilen er melodisk rock i stil med bands som Lifehouse og The Calling.
Boutique Sound Frames består af 11 sange, som varierer fint i tempo og hvor melodierne er godt skruet sammen. Mine favoritter blandt de 11 sange er ”Things We Hold On To” samt åbningsnummeret ”Take It Straight” og første singlen ”You’d Stick Out”, men også en sang som ”Ain’t No Good”. Sidst nævnte minder mig faktisk lidt om noget fra Søren Andersen’s solo album ”Constant Replay”. Ikke at de to herre har noget med hinanden at gøre. Udover disse numre, så synes jeg også godt om de mere stille sange som ”A Place In The Sun” og ”What You Do”.
Albummet er produceret af PJ selv med Steve Brown som co-producer. Engineering og mixing er ligeledes foretaget af Steve Brown. Han er PJ’s bandmate og guitarist i førnævnte Trixter. Han har også spillet et par guitar soloer og lagt backing vokal på flere af numrene på albummet. Alt i alt er det et flot produceret album.
Er du til bands som ovennævnte Lifehouse og The Calling eller Søren Andersen for den sags skyld, så tror jeg helt sikkert du vil kunne lide dette album. Eller hvis du bare godt kan lide en god omgang melodisk rock med gode melodier, så bør du tjekke dette album ud. Som en lille ekstra info, så kan jeg nævne, at jeg for lidt over et år siden lavede et interview med PJ Farley her på siden. Det kan du læse via dette link.
Boutique Sound Frames udkom 20. maj via MelodicRock Records.
Kategorier
Kommentarer
- Der er ingen kommentarer til dette indlæg