NitroVille - Cheating The Hangman

Skrevet af Lasse Skytte
24-03-2016
Nitroville er et britisk band som spiller klassisk hard rock med masser af energi. Deres debutalbum "Can’t Stop What’s Comin’" blev udgivet i 2011 og fik mange rosende ord med på vejen. Den anerkendte producer Bob Marlette, som har arbejdet med bands som Seether, Shinedown, Black Stone Cherry og Airbourne har udtalt følgende om bandet: ”This sounds just great!”. Mange fremhæver bandets kvindelige forsanger Tola Lamont, som bidrager med en stærk vokal. Der er nu gået 5 år siden debutpladen blev udgivet og de er nu klar med opfølgeren Cheating The Hangman.

Der bliver spillet klassisk rock n’ roll fra første sekund. "Motorlover" er et energisk up-tempo nummer, som skyder pladen fint i gang. Det næste nummer er "Louisiana Bone" og der er her tale om pladens bedste nummer. Et tungt nummer nummer med en god rytme og et riff der har en sydstats lyd over sig. Ikke overraskende er netop denne sang valgt som den første single. Jeg synes det klæder bandet bedre når de laver midtempo numre, som har nogle godt riffs og solide hooks. Det er gældende på "Louisiana Bone", "Let It Roll", "Apophis 2029" og "Trophy Hunter". Disse numre fanger med mere end dem hvor tempoet er skruet i vejret, men det er en smagssag. Nitroville formår at levere et flot niveau hele vejen i gennem og der er som sådan ingen dårlige sange. Jeg kunne dog godt savne lidt variation, da numrene har det med at flyde lidt ind i hinanden, da de lyder mere eller mindre ens. Jeg savner lidt flere sange der skiller sig ud og det ville hellere ikke have gjort noget, hvis de havde smidt en power-ballade ind midt i pladen. Trætheden begynder derfor at sætte ind, når man nærmer sig afslutningen. Den samlede spilletid er på 47 minutter.

Nitroville består af 4 medlemmer der alle kan deres håndværk og det fungerer fint med en kvindelig forsanger. Der er ikke tale om en revolutionerende udgivelse indenfor genren, men skal man på roadtrip til sommer og mangler et soundtrack, kan man roligt tage denne CD med i bilen.

Cheating The Hangman udkommer 25. marts via Mighty Music/Target Group.
 
 (4 ud af 6)
  
Besøg NitroVille på Facebook her.

Kategorier

Kommentarer

  • Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar