The Yeah Force – Ambassadors
08-02-2016
Første gang jeg satte The Yeah Force på, stod jeg midt i en opvask og havde ingen forventninger til dem. Rock ́n roll er ikke rigtigt noget jeg hører, så det virkede som om det ville blive mere end lyst. Jeg er ikke nået meget mere end halvvejs ind i andet nummer før min opvaskesession er blevet til en opvaskefest. Kombinationen af 50er rock og distorted, beskidt punk går rent ind hos mig. Pladen har en helt perfekt blanding af vildskab og charme som er fuldstændig unægtelig.
Som sagt, så er jeg jo ikke så velbevandret i lige den her type musik, og derfor har lidt svært ved at finde bands at sammmeligne The Yeah Force med. Det der kommer tættest på er nok Queens of the Stoneage, men en rock ́n roll connoisseur ville nok grine hånligt af den sammenligning.
Albummet lægger ud i højt tempo, med trommerne som frontløber, inden forsanger Max distinkte skrig overtager og bandet åbner op for godteposen med ”Burning Feet”. Brugen af orgelet er noget af det jeg bider mærke i med det samme. Det gør noget virkelig lækkert ved musikken og får den til at adskille sig fra mange andre bands. På min videre færd igennem Ambassadors støder jeg på nummeret ”Dear Susie” og her blomstrer bandet for alvor. Her har bandet udvidet orkestergraven med en blæsersektion og det fungerer åndssvagt godt til den lidt mere tilbagelænede (i forhold til de forgående sange) 50er stemning der er på ”Dear Susie”. Sangen er catchy og sjov uden at blive fjollet... og så er den, som resten af sangene, bare godt sat sammen.
Efter ”Head On” som er en mere eksperimenterende sang med fuld blæs, nogle fantastiske kor og en tekst om ikke at lefle for konformitet, har dansefødderne brug for en noget mere roligt at bevæge sig til. Redningsvesten fra The Yeah Force er sjovt nok en sang om at danse, men stemningen er mere afdæmpet og der er plads til lidt ekstra vokalarbejde og lidt lækkerier på bassen. Nu skal vi ikke ha et essay om alle sangene på skiven, men jeg vil også lige fremhæve ”Assistance”. Det er nemlig det nummer der retfærdiggør min Queens of the Stoneage sammenligning og så er det nok også den bedste sang på skiven. Der bliver eksperimenteret for fuld smadder og vokalen leger meget mere end den gør på resten af albummet. Bassen fortjener også et shout out for ”Assistance”... Den er i og for sig ikke noget særligt, men den rammer bare helt rigtigt og butikken bliver passet i overlegen stil. Lige til sidst tager jeg også ”Giddy”, som sætter gang i festen igen, med både tempo, super velplacerede orgel akkorder og et catchy omkvæd der er svært ikke at spille luftguitar til.
The Yeah Force er noget af det mest forfriskende musik jeg har hørt i årevis. Der er ikke et dårligt nummer eller et kedeligt øjeblik på pladen og generelt er musikken præget af gode og veludførte ideer. At tage opvasken vil aldrig være det samme igen.
Som sagt, så er jeg jo ikke så velbevandret i lige den her type musik, og derfor har lidt svært ved at finde bands at sammmeligne The Yeah Force med. Det der kommer tættest på er nok Queens of the Stoneage, men en rock ́n roll connoisseur ville nok grine hånligt af den sammenligning.
Albummet lægger ud i højt tempo, med trommerne som frontløber, inden forsanger Max distinkte skrig overtager og bandet åbner op for godteposen med ”Burning Feet”. Brugen af orgelet er noget af det jeg bider mærke i med det samme. Det gør noget virkelig lækkert ved musikken og får den til at adskille sig fra mange andre bands. På min videre færd igennem Ambassadors støder jeg på nummeret ”Dear Susie” og her blomstrer bandet for alvor. Her har bandet udvidet orkestergraven med en blæsersektion og det fungerer åndssvagt godt til den lidt mere tilbagelænede (i forhold til de forgående sange) 50er stemning der er på ”Dear Susie”. Sangen er catchy og sjov uden at blive fjollet... og så er den, som resten af sangene, bare godt sat sammen.
Efter ”Head On” som er en mere eksperimenterende sang med fuld blæs, nogle fantastiske kor og en tekst om ikke at lefle for konformitet, har dansefødderne brug for en noget mere roligt at bevæge sig til. Redningsvesten fra The Yeah Force er sjovt nok en sang om at danse, men stemningen er mere afdæmpet og der er plads til lidt ekstra vokalarbejde og lidt lækkerier på bassen. Nu skal vi ikke ha et essay om alle sangene på skiven, men jeg vil også lige fremhæve ”Assistance”. Det er nemlig det nummer der retfærdiggør min Queens of the Stoneage sammenligning og så er det nok også den bedste sang på skiven. Der bliver eksperimenteret for fuld smadder og vokalen leger meget mere end den gør på resten af albummet. Bassen fortjener også et shout out for ”Assistance”... Den er i og for sig ikke noget særligt, men den rammer bare helt rigtigt og butikken bliver passet i overlegen stil. Lige til sidst tager jeg også ”Giddy”, som sætter gang i festen igen, med både tempo, super velplacerede orgel akkorder og et catchy omkvæd der er svært ikke at spille luftguitar til.
The Yeah Force er noget af det mest forfriskende musik jeg har hørt i årevis. Der er ikke et dårligt nummer eller et kedeligt øjeblik på pladen og generelt er musikken præget af gode og veludførte ideer. At tage opvasken vil aldrig være det samme igen.
Ambassadors udkommer 12. februar.
Kategorier
Kommentarer
- Der er ingen kommentarer til dette indlæg