Dirty Old Town – Beauty And Truth
16-10-2015
For lidt over tre år siden anmeldte jeg Dirty Old Town’s EP “The Road”. Dengang var der tale om noget psykedelisk western-inspireret 70’er rock. Jeg synes ret godt om den EP. Nu er Dirty Old Town så tilbage med et album, hvor stilen er ændret betydeligt. Nu taler vi om en god omgang americana, singer/songwriter, folk/country rock i den meget stille og downtempo ende af skalaen. Dette har efter min mening bestemt ikke gjort ”bandet” dårligere. Dirty Old Town kan vel betegnes som et en-mands band, som består af sangeren og sangskriveren Morten Christensen (tidligere Wrong Side Of Vegas). Han har skrevet alle 8 sange på Beauty And Truth og så har han fået hjælp af flere forskellige musikkere.
Stilen er som sagt americana/singer/songwriter, og musikken minder mig mest af alt om Ryan Adams, som er en af mine helt store favoritter inden for denne genre. Højdepunkterne på Beauty And Truth er for mig ”Shadow For The Sun”, ”Take Me Easy Out Of Here” og første singlen ”She Let Her Heart Hang Free”, men alle sange er faktisk ret gode. I sidst nævnte får Morten besøg af Trine Jørck, som lægger en skøn gæstevokal på nummeret og giver det et ekstra flot udtryk.
Albummet er indspillet, mixet, masteret og produceret i BlindBoyRecordings i København i samarbejde med Valentin Kruse. Sammen har de lavet et godt stykke arbejde. Beauty And Truth er et utroligt behageligt og stemningsfyldt album at lytte til. For mig passer det perfekt til en stille aften, hvor man tænder en masse stearinlys og fyre godt op i pejsen og så sætter man sig godt til rette i sin bedste lænestol og bare nyder musikken.
Er du til musik inden for denne genre, så vil jeg klart anbefale at du tjekker albummet ud. Jeg er i hvert fald meget positiv over dette album fra Dirty Old Town alias Morten Christensen. Det er dansk singer/songwriter med international klasse og selvom Morten gør det rigtig godt og har skrevet nogle rigtig gode sange, så er det dog ikke helt på højde med førnævnte Mr. Adams.
Beauty And Truth udkommer den 16. oktober via Celebration Records.
Kategorier
Kommentarer
- Der er ingen kommentarer til dette indlæg