Deed In Karma - Good Dog
14-09-2014
Et dansk band ved navn Deed In Karma har set dagens lys og de udkom 1 september med deres debut album som bærer titlen Good Dog. Deed In Karma spiller rock, af den tilbagelænede slags. Det virker ikke som om de herrer har specielt travlt med at komme fra A til B, men undervejs kan de da lige underholde lidt med nogle rock riffs, og lidt skæve tekster.
Første nummer ”I Ain’t Crawling” er faktisk et OK nummer, men det rykker ikke sådan helt vildt i mig. Der er sådan en ”groovie feeling” over det, og jeg balancerer lidt på kanten af om jeg synes det faktisk er rigtig godt, men jeg ender nok alligevel med at synes meget godt om nummeret. Resten af albummet fortsætter lidt i samme rille, hvilket jo er meget naturligt for et band, men jeg synes alligevel at det bliver en lille smule ensformigt, og det kommer ligesom ikke rigtig ud af højttaleren og ind under huden på mig.
Nummeret ”Stray Dog” har tilsyneladende haft sin helt egen lille succes på bl.a. Youtube, og er også kommet i rotation på radiostationen MyRock, og det er jo helt fantastisk for Deed In Karma, at deres musik kommer ud til et bredere publikum. Nu er min holdning jo nødvendigvis heller ikke repræsentativ for den brede danske befolkning, og jeg ønsker da for Deed In Karma at de får en bred fanskare.
Til gengæld kan jeg faktisk godt lide det lille nummer ”Karma Theme”. Det er sådan et lille skævt nummer som træder en lille smule ved siden af resten af albummet, og da jeg hørte det første gang fik jeg sådan lidt associationer til noget Pink Floyd, specielt hen imod slutningen. Deed In Karma består af: Christian O. Nielsen, Jonas Holmberg, Lars S. Holmboe og Lars Vilmar Jensen. Jeg giver albummet 3½ ud af 6
Good Dog udkom 1. september via Target Records.
Kategorier
Kommentarer
- Der er ingen kommentarer til dette indlæg