Superdirt – Rock N Roll Train
Rock N Roll Train består af 6 sprudlende rock sange og der er fuld knald på fra start til slut. Albummet indledes med titel nummeret ”Rock N Roll Train”, hvor Superdirt har fået selveste Michael Denner til at levere en guitarsolo (se video til sangen her). Denne sang er en af mine personlige favoritter på albummet. Derudover synes jeg også godt om det D-A-D-inspirerede nummer ”I”, samt ”Horsin’ Around” og det hurtige nummer ”Heroes”.
Der er dømt fest-og-farver-og-gang-i-gaden, når man lytter til Superdirt. Hver gang jeg har sat albummet på afspilleren, har jeg fået en enorm træng til at åbne en kold øl og feste. Men af frygt for at blive alkoholiker eller ikke at kunne passe mit arbejde, så har jeg nøjedes med at lytte til musikken og tænke mig til resten.
Udover den førnævnte inspirationskilde i form af D-A-D, så kan man roligt tjekke Superdirt ud, hvis man er til udenlandske bands som Motörhead, AC/DC, Airbourne og The Cult eller andre danske bands som eksempelvis St. Prostitute, Kings In Exile, Bullet Train Blast og Powderhog.
Albummet er produceret af bandet selv og så har Thomas Blok stået for mixning (sammen med bandet) og mastering. Superdirt består af Frederik Presley (sang), Jacob Grønvall (guitar), Thomas Johansen (bas) og Andreas Nauta (trommer).
Rock N Roll Train er et udmærket album med gode sange, god power og en super energi. Samtidig er det et dejligt friskt pust på den danske rockscene. Gør dig selv en tjeneste og tjek bandet ud!!!!
Rock N Roll Train er ude.
(4½ ud af 6)
Kategorier
Kommentarer
- Der er ingen kommentarer til dette indlæg