Def Leppard - Viva! Hysteria
Def Leppard er på gaden med nyt dobbelt live album, samt en live DVD (som jeg dog ikke har set). Materialet er ude 18. oktober og titlen er Viva! Hysteria. Jeg husker tydeligt Def Leppard fra dengang jeg trådte mine spæde heavy sko, der tilbage i start ’80’erne. Specielt husker jeg deres album fra 1983 ”Pyromania”, som jeg sikkert har gennemhullet fuldstændig med en af mine første pick-up’er. De kunne et eller andet, og jeg har da også oplevet dem live i det hedengangne spillested på Vesterbrogade ”Saga”.
Siden dengang er jeg godt klar over at de har lavet en del albums, men jeg må indrømme at jeg ikke helt har fuldt så intenst med. Så det var da en sjov oplevelse pludselig at stå med en spritny live cd fra et band som jeg kendte engang, og det er da også gået op for mig at Def Leppard har udgivet nyt så sent som i 2011.
Men tilbage til denne live udgivelse. Jeg er jo desværre nok en smule kedelig, når det kommer til live albums. Jeg synes jo det er fedest at få den rå og u-filtrerede energi og lyd, imens man er tilstede sammen med bandet og adskillige andre tosser med horn i panden. Når det først er blevet produceret og kogt ned i ren lyd, så mangler der ligesom den der ”live magi”, og det skal godt nok være en performance af den anden verden for at få den energi transporteret ud igennem højttalerne, til mig som lytter.
Jeg må indrømme, at jeg jo nok kendte de fleste af numrene på albummet, og selvom rigtig mange af disse numre er ved at have rigtig mange år på bagen, så holder de jo stadig. Nu har Def Leppard jo aldrig været sindssygt avancerede, men numrene er solide og gode rock numre.
Jeg tror så nok, at jeg efter mødet med denne live cd, foretrækker at hive original versionen ned fra hylden, hvis jeg en dag skulle få lyst til et stykke med Def Leppard. Jeg synes ikke rigtig at live magien når ud til mig i den sidste ende, og det er lidt ærgerligt.
Men måske skulle man overveje at se DVD’en fra showet, for ligesom at få ”The Big Picture” Bandet består i dag af: Joe Elliot på vokal, Phil Collen på guitar, Vivian Campbell også på guitar, Rick Svage på bas, og sidst men bestemt ikke mindst den enarmede trommeslager Rick Allen.
Def Leppard får lunkne 3 ud af 6 herfra.
Viva! Hysteria er ude via Frontiers Records.
(3 ud af 6)
Kategorier
Kommentarer
- Der er ingen kommentarer til dette indlæg