Joe Bonamassa - koncert i Falkoner Salen - København

Joe Bonamassa gav koncert i Falkoner salen i går d. 8 oktober 2013, og jeg var så privilegeret at have plads på 7. række sammen med min frue. Alene det, at der var nummererede siddepladser, var i sig selv noget nyt for mig, til den slags koncert, men det viste sig at være en yderst behagelig oplevelse.

 

Nærmest på slaget 20 slukkede lyset og Joe toner frem med en spansk guitar forrest på scenen. De første numre blev således leveret på spansk guitar, kun flankeret af 3 congas trommer samt et piano. Det er da fuldstændig uhyggeligt hvad den mand kan tvinge ud af en ”akustisk” guitar, så hvis der kommer nogen til mig og siger at en spansk guitar er kedelig, så kan jeg kun grine og tænke på Joe.

 

Efter den første ca. halve times akustiske indslag, blev congas skiftet ud med et full size trommesæt, pianoet skiftet ud med et keyboard podie, bassisten gjorde sin entre, og der kom noget mere strøm på Joe’s spader. Og for lige at dvæle lidt ved spaderne, så blev der stort set skiftet guitar imellem hvert eneste nummer.

 

 

Hele sættet varede næsten 2½ time uden pauser. Mellem de første 5-6 numre, var det eneste der blev sagt ”Thank You”, og så startede næste nummer. Ikke så meget pjat, ævl, store armbevægelser og indpakning. Bare den rene rå guitar blues rock, leveret af en virtuos. Jeg har været til masser af guitar ”ræser” koncerter, som også har været gode, men det som Joe leverer på den scene, er så ægte og enestående, at det trods alt træder et skridt foran de andre. Det kræver sit mandsmod at skrælle alt tilbehøret væk og bare lade guitaren tale. Det er overdrevet overskudsagtigt, den måde han ”giver den gas” uden at forfalde til uendeligt skala-ræs. Han kan, om nogen, flytte fingrene i en hastighed der er svimlende, og tilmed ramme rigtigt, men han gør det i så fin en balance med det eftertænksomme og rolige spil, at man aldrig bliver træt af det, eller synes det bliver ”for meget”.

 

Setlist’en var rimelig lang, vist nok en 18-19 numre, og inkluderede bl.a. ”Dust Bowl”, ”Driving Towards The Daylight”, ”Slow Train” og ”Dislocated Boy”. Der havde også sneget sig enkelte cover versioner ind af bl.a. Gary Moore’s ”Midnight Blues”, samt det nummer på sættet som fik allermest omtale, nemlig ”Sloe Gin”, som åbenbart er et nummer han ALTID spiller.

 

Billedet er ikke fra koncerten.

 

Med sig på scenen havde han Derek Sherinian på keyboard til at levere uendelige strofer af underlæg og lydbilleder, samt de vildeste keyboard soloer. På trommerne herskede Tal Bergman usvigeligt taktfast og sikkert, med en dynamik og en variation helt i topklasse. Jeg var også temmelig imponeret over Carmine Rojas på bassen. Stille og roligt dansede han rundt med sin bas i højre side foran trommerne, og leverede den sejeste bund til samtlige numre. Det er bestemt en bassist som ikke bare holder en rytme og slår en takt, men som varierer og deltager aktivt i showet.

 

Koncerten står tilbage som en professionelt leveret omgang voksen underholdning, uden alle mulige forstyrrende elementer og bavl. Der var skåret ind til benet og vi fik hvad vi kom efter, lige til tiden.

 

Jeg kan kun sige ”Thank You, Joe” og må give ham 6 ud af 6 

    (6 ud af 6) 

Besøg Joe Bonamassa på Facebook her. 

Kategorier

Kommentarer

• Der er ingen kommentarer til dette indlæg