Stone Orange – The Dreamcatcher
Stone Orange er et melodisk hard rock band fra Ljubljana, Slovenien. Jeg kan med sikekrhed sige, at det er mit første bekendtskab med et band derfra. Bandet blev dannet i 2003 og består af Marko Erjavec (sang og guitar), Tomo Jurca (guitar), Vid Zgonc (trommer) og Davorin Kovacic (bas).
The Dreamcatcher er bandets andet album og samtidig det første med kun engelsksprogede sange. Albummet består af 11 sange, som både inkluderer guitar-drævede rock sange og et par ballader, samt et enkelt instrumental nummer. Første skæring er ”Broken Man”, som lægger en god bund for resten af albummet. Det er en god melodisk rock sang med en fængende melodi. Dette gør sig gældende i flere af sangene, som f.eks. ”Rockin’ & Rollin’”, ”Scare Me” og første singlen ”Nobody Cares”. Sidst nævnte har bandet også lavet en musikvideo til (link). Der er to ballader på The Dreamcatcher i form af ”It Keeps On Raining” og afslutningnummeret ”The Age Of Stars”. Begge sange gør sig godt inden for melodiske rockballader. På det instrumentale nummer ”Frozen Sky” viser bandet en flot side af deres musikalske kunnen. Det er et smukt nummer med flot guitar arbejde og så er der lagt lidt ”snak om rummet” ind i baggrunden.
Marco har en god stemme, som passer rigtig godt til denne genre og samtidig gør musikerne det godt. Selve produktionen er ok, men der er flere steder på albummet, hvor jeg synes lyden bliver en anelse ”flad”. Det er især på guitarlyden. Mærkværdigt nok, så er der nogle rigtig gode guitarsoloer som lægger godt fremme i forhold til musikken, mens andre soloer ”dør” lidt i forhold til resten af bandet.
Alt i alt er det et godt album, som jeg godt kan anbefale til folk der er til melodisk hard rock, som samtidig er velspillet. Personligt kunne jeg sagtens finde på at sætte albummet på en ny og næ, selvom jeg har MEGET andet musik der skal lyttes igennem. Slovenia 8 points – Slovénie 8 points. Oversat bliver det 4 ud ag 6!!!
The Dreamcatcher er ude via Street Symphonies Records.
(4½ ud af 6)