Beth Hart & Joe Bonamassa – See Saw
Normalt bliver der ikke anmeldt så meget blues på Calles Rock Corner, hvilket på sin vis er en skam, hvis det er musik af denne kaliber. Når man sætter en af de bedste nulevende blues/soul sangere sammen med en af de bedste blues guitarister verden har set og hørt, så kan der kun komme noget godt ud af det. Og faktisk er See Saw det andet album der er kommet ud af samarbejdet mellem Beth Hart og Joe Bonamassa. I 2011 udgav de sammen albummet ”Don’t Explain”. Og de to nævnte personer behøver vel ikke en større præsentation?!?
See Saw består af 11 sange, som alle har været indspillet af andre kunstnere, både afdøde og nulevende. Vi snakker navne som Etta James, Billie Holiday, Aretha Franklin, Nina Simone, Tina Turner, Buddy Miles, Lucinda Williams og nyere kunstnere som Melody Gardot og Slackwax. Jeg skal være helt ærlig og sige, at jeg kun kendte få af sangene på albummet og jeg har heller ikke tjekket de originale versioner ud før denne anmeldelse.
Albummet lægges ud med ”Them There Eyes”, som oprindeligt blev et hit for Billie Holiday i 1939. Et rigtigt godt nummer at sætte de musiske udfoldelser i gang med. Den bliver efterfulgt af ”Close To My Fire”, som er et af albummets nyere sange og det blev indspillet af Slackwax i 2011. Næste sang er Tina Turner klassikeren ”Notbush City Limits”, som har været indspillet et utal af gange, men det gør ikke Beth og Joe’s version dårligere. Tværtimod. Den næste sang ”I Love You More Than You’ll Ever Know” er min favorit på albummet. Her viser Bonamassa virkelig hvad han kan på en guitar og Beth stemme er utrolig stærk. De to næste sange er ”Can’t Let Go” (Lucinda Williams) og ”Miss Lady” (Buddy Miles), som begge er uptempo sange og hvor Bonamassa igen viser sin kunnen i sidst nævnte. Nyeste sang på albummet er Melody Gardot’s sang ”If I Tell You I Love You” fra 2012. Denne sang kunne meget vel finde sig til rette i en Tarantino film. De to næste sange er oprindeligt indspillet af Etta James, som er en af Beth’s personlige favoritter og hun gør et rigtig flot arbejde på begge sange. Man kan nærmest høre hendes passion for den oprindelige kunstner. Disse efterfølges af albummets titelsang ”See Saw”, som Aretha Franklin indspillede tilbage i 1968. Albummet afsluttes med ”Strange Fruit”, som tidligere har været indspillet af både Billie Holiday og Nina Simone. Alt i alt er det 11 super gode og meget varierede sange der er at finde på See Saw.
Jeg har altid synes godt om Beth Hart’s stemme siden jeg hørte hende første gang og Joe Bonamassa er efter min mening en af de bedste bluesguitarister, som har trådt sine ben på denne jord. Og det er først de senere år jeg rigtig har dyrket ham. Udover disse to består det sublime band af Anton Fig (trommer), Carmine Rojas (bas), Blondie Chaplin (guitar), Arlan Schierbaum (organ/piano), Lee Thornburg (trompet/trombone) og Ron Dziubla (saxofon). Og når det så samtidig er Kevin Shirley (The Black Crows, Aerosmith, Joe Bonamassa og Led Zeppelin) der har stået for produktion, så kan der kun komme noget fantastisk ud af det.
Fantastisk er kun et fattigt ord og jeg fristes til at give albummet 6 dødningehoveder, men tror jeg behersker mig lidt!! Jeg kan kun sige – Køb albummet!! Og køber du den udgave med DVD, så får du yderligere 48 minutter’s ”making of” samt 3 studie musikvideoer.
See Saw udkom 20. Maj via Mascot Records.
(5½ ud af 6)
Kategorier
Kommentarer
- Der er ingen kommentarer til dette indlæg