Texas Hippie Coalition - Peacemaker

Skrevet af Peter Letting
22-01-2013

Navnet siger næsten det hele, hvad angår genren og stilen. Gedigen sydstats rock ’n roll, som jeg kender den. Og så vil jeg da tilføje at det er længe siden jeg har hørt så udtalt en sydstats accent. Forsangeren Big Dad Ritch er jo selve essensen af sydstats dialekten. Efter at have lyttet lidt til tekster som ”Hands Up”, ”Outlaw” og ”Sex & Drugs & Rock And Roll”, måtte jeg lige besøge min gode ven Google, for at finde lidt mere baggrundsstof om dette Texaner band.

Texas Hippie Coalition er grundlagt i 2008, og hvis teksterne og band navnet ikke er tilstrækkelig ”Redneck”, så skal man blot se et par billeder af de 4 i bandet: Big Dad Ritch, John Exall, Wes Wallace og Gunnar Molton. Som de selv synger i skæring nummer 3 ”Outlaw”, så passer de perfekt ned i den kasse.

Der er masser af drive og overskud på denne nye skive. Tung og bastant sydstats rock. Måske endda lidt tungere end man er vant til, men stadig på den der lidt ”blues” agtige svingende måde, og Big Dad Ritch (fantastisk navn) krydrer numrene med en skræmmende rå vokal, som man kun kan holde af.

Peacemaker er bandets 3. album, og der bliver talt lige ud af posen. De her drenge går vist under betegnelsen ”Dem som de andre ikke må lege med”, og det kunne da være interessant at se dem live, hvis de fandt vejen forbi DK.

Alt i alt synes jeg det er et glimrende album, men skæring 10, hvor de forsøger sig med en mere stille ballade ”Think of Me”, passer ikke rigtig til hverken stil eller vokal, men Hey, det skal jo ikke ødelægge den gode stemning. 

Peacemaker udkommer 14. august 2012   

     (4½ ud af 6)    

Lyt til Texas Hippie Coalition: http://www.myspace.com/texashippiecoalition

Kategorier

Kommentarer

  • Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar