Sparzanza – Death Is Certain, Life Is Not

Skrevet af Calle
14-12-2012

Svenske Sparzanza har eksisteret siden 1996, men dette er det første album jeg hører med dem. Tidligere har jeg kun kendt bandet af navn, men ikke hørt deres musik, hvilket jeg nu har fundet ud af er MEGET ærgerligt. For lad det hermed være sagt, Death Is Certain, Life Is Not, er et super fedt album!! 

Bandet har haft et par udskiftninger siden starten, men består i dag af Fredrik Weileby (sang), Calle Johannesson (guitar), Anders Åberg (trommer), Johan Carlsson (bas) og Magnus Eronen (guitar). Death Is Certain, Life Is Not er bandets sjette album. 

Albummet består af 11 sange og har en spilletid på godt 42 minutter. Bandet formår efter min mening at blande old school metal med moderne metal og det gør de rigtig godt. De har fundet en stil der passer rigtig godt til min smag, uden der er for meget ”smadder” og growl, men heller ikke bliver for blødt. Som sagt har jeg ikke hørt bandets tidligere albums, så jeg kan kun bedømme ud fra dette album. De blander den hårde powerfulde metal med en meget melodiøs tilgang i sangskrivningen, hvilket giver musikken en virkelig god mulighed for at ramme et bredt publikum. De har i hvert fald fanget min opmærksomhed!! 

Mine favoritsange på Death Is Certain, Life Is Not er ”The Fallen Ones”, ”Dead Inside”, ”Walk Into The Fire”, titlenummeret ”Death Is Certain, Life Is Not” og det mere stille afslutningsnummer ”When Death Comes”. Derudover synes jeg også rigtig godt om ”When The World Is Gone”, ”I Am Your God” og ”Endeavor The Dark”. Indledningen på sidst nævnte minder meget om Foo Fighters’ ”Best Of You”. Nu har jeg jo snart nævnt alle 11 sange, hvilket tydeligt viser, at jeg synes rigtig godt om hele albummet. Rigtig fedt og super velspillet metal fra hinsidan. Jeg har tidligere sagt det og jeg gør det gerne igen: De må have noget i drikkevandet derovre!! 

Death Is Certain, Life Is Not er indspillet, produceret, mixet og mastereret i Leon Studios i Sverige med Rikard Löfgren bag knapperne. Han har tidligere arbejdet med bl.a. Deathstars, Mustasch, MamaKin, Hellfuled, Steelwing og The Scams. Så det er en erfaren herre Sparzanza har valgt til jobbet. Og det må siges at være et veludført job!!! 

Er du til en blanding af Stone Sour, Mustasch, Foo Fighters og The Haunted, så vil du sikkert også kunne lægge dine metal-lyttende ører til Sparzanza. Hvis du som undertegnet kun kender bandet af navn, så bør du helt sikkert tjekke dem ud. Jeg skal i hvert fald ud og have fat i deres tidligere albums. 

Death Is Certain, Life Is Not er ude via Spinefarm Records.

     (5 ud af 6)  

Lyt til Sparzanza på Spotify eller: http://www.myspace.com/sparzanza

Kategorier

Kommentarer

  • Johan

    17-12-2012 11:39

    Skicka oss din adress så ser vi till att du får några av dom äldre skivorna!

1

Skriv en kommentar