Saturnus er et efterhånden gammelt band, da de har eksisteret i 20 år. I den tid er det dog kun blevet til 4 fuldlængder, hvoraf denne er nyeste skud på stammen. Saturnus har sine rødder i 90’ernes døds-scene, men har trukket tempoet ud af deres ting, så de nu kalder sig gothic metal og doom metal med både growl og ren sang.

Musikerne er dygtige, sangeren er ok, og konceptet er gennemført. Stemningen er mørk og dyster, og rent musikalsk er det klaver og guitar, der står for ”lyspunkterne” i mørket. Dog brydes det hele af akustiske passager, bl.a. med cello og tværfløjter (!) og kor- og kvindesang.

Numrene er mellem 5 og 11½ minut lange. Men modsat Forcentury, som jeg tidligere har anmeldt (link), der putter så meget tempo og så mange ideer ind på den tid, holder Saturnus sig til få ideer og et lavt tempo.

Nu er doom jo en smagssag, og nogen kan li’ moderen, andre er mere til sønnen. Min smag er bl.a.Candlemass, Altar Of Oblivion, men også andre ”sorte” bands som Neurosis og Nadja. Det er fedt at tage farten ud af musikken og gøre den tungere end tung og sortere end sort. Men faren er at numrene nemt kan komme til at ligne hinanden for meget. Man skal være meget opfindsom for at variere uden at miste hovedideen i værket. Og når jeg har fornemmelsen af, at jeg kan gå et andet sted hen i 5 minutters tid uden at miste overblikket, så er det i mine øjne ikke godt. Hvis jeg ville i så trygge hænder kunne jeg jo lige så godt høre Rasmus Seebach…

Saturnus falder i den grøft på nogen af numrene, mens andre virkelig fanger mig og får mig til at holde opmærksomheden hele vejen. Det er især et nummer som ”A Lonely Passage”, der fanger mig og får mig til at lytte til de lyriske passager og de overraskelser, der er bygget ind, mens ”A Fathers Providence” er et hurtigere nummer, der fungerer rigtig godt, og er både smukt og tungt.

Saturn In Ascension udkom 3. december via Cyclone Empire/Target Distribution

(3½ud af 6)