I’ll Be Damned – The First Coming (EP)
EP’en består af fem sange, som sprudler af energi og power og det virker som om bandet virkelig har det sjovt med det de laver, samtidig med at de mener det seriøst. En flok ”drengerøve” der vil frem over stepperne og sætte deres præg på rock landkortet.
Første sang er ”All Be Damned”, som er en frisk rock ’n’ roll sang, der leder mine tanker i retning af danske SuperCharger. Efter min mening er det den bedste sang på EP’en. De næste tre sange ”Fever”, ”A Hanging Job” og ”Right For The Money” hører til i den mere hårde og tunge ende af skalaen og disse sange har en fed groove. Stilen på sangene er mere metalpræget og har en vis southern metal feeling over sig, dog stadigvæk med det beskidte rock ’n’ roll udtryk som i åbningsnummeret. Sidste sang på The First Coming hedder ”Shopping With A Shotgun” og den minder i stil mere om åbningsnummeret. Alt i alt er det fem gode sange med god energi, solide guitar riffs og fuld power. Samtidig er sangene ret catchy og bandet kan efter min mening være meget stolte af denne EP. Udover det gode guitararbejde, så fungere rytmesektionen også rigtig godt og Stig’s stemme passer perfekt til den beskidte rock ’n’ metal genre.
The First Coming er indspillet af bandet selv i kunstnerkollektivet Papagallo samt i Late Fairytale Studio med Anders Ruby bag knapperne. Sidst nævnte, som tidligere har arbejdet med bl.a. Lis Er Stille og Puppet Arms, har også stået for mixing og masterering.
Efter min mening er det en rigtig god EP I’ll Be damned har udsendt. Det er ukompliceret rock ’n’ metal, eller som bandet selv kalder det god damned rock ’n’ roll !!!! EP’en kan bl.a. høres og downloades via bandets facebook side og SoundCloud (se link herunder). Jeg kendte ikke til bandet inden de kontaktede mig via mail med henblik på anmeldelse, men jeg vil helt sikkert følge dem fremover. Man kan jo håbe på at bandets second coming bliver et fuld længde album.
The First Coming er ude.
(4 ud af 6)
Lyt til I'll Be Damned: http://soundcloud.com/illbedamned/sets