Shotgun Revolution i Amager Bio 24. november 2012

Skrevet af Peter Letting
26-11-2012

Jeg hørte Shotgun Revolution for første i Amager Bio for snart 2 år siden, og jeg var solgt fra starten. 

I dag d. 24/11-2012 var jeg så til min 5. Shotgun Revolution koncert, hvoraf de 3 var et hattrick i foråret, som startede i Helsingør, dernæst Hillerød og sluttede med en live optagelse i Vega, på 3 uger. Det var festligt og heldigvis er de 5 drenge i Shotgun Revolution helt nede på jorden, så man kommer hurtigt til at kende dem. 

Jeg var spændt på om de kunne hive den samme fantastiske energi op af tasken, som jeg havde set til de foregående koncerter. Og jeg bliver aldrig skuffet af Shotgun Revolution. Endnu engang forvandlede de Amager Bio til et festfyrværkeri af lyd, lys og tilmed ild. Det er meget forståeligt at de har været i både Berlin og Los Angeles på denne tour, for resten af verden har også brug for at høre Shotgun Revolution.  


Foto: Kasper Løjtved - Løjtved Foto (http://www.lojtvedfoto.dk/) 

For snart 2 år siden var vi ca. 2-300 begejstrede og lettere forbløffede tilskuere. Forbløffede fordi de 5 drenge kommer så langt ud over scenekanten, at man næsten kan smage dem, og allerede dengang tænkte jeg, at vi var en underlig lille skare af mennesker, for dette band fortjente da et langt større publikum. Det har de så fået med årene, og jeg vil tro at der har været omkring 6-800 publikummer tilstede på denne aften i Amager Bio. 

Der var rimelig godt gang i festen allerede fra starten, og Shotgun Revolution havde i aften valgt at undlade opvarmningsband, hvilket for mig personligt, ikke gjorde noget. Jeg var jo kommet for at høre Shotgun Revolution, og det fik jeg lov til. Masser af nerve og indlevelse, intensitet og gedigen rock. Shotgun Revolution leverer sku varen. 

En 4-5 numre inde i sættet, blev tempoet sat gevaldigt ned, og der blev leveret et par af bandets ballader, som efter sigende skulle være til damerne. Selvom de fleste mænd i salen, inklusiv undertegnede, nok hellere havde fortsat ad den mere hårdtslående sti, så blev der ikke desto mindre skrålet igennem og klappet med på ”The Legacy of Childhood Dreams” og Blessed be my Child”.


Foto: Kasper Løjtved - Løjtved Foto (http://www.lojtvedfoto.dk/

Der kom efterhånden mere og mere kog under gryderne, og da der første gang blev sagt tak for i aften, så var publikum vist ikke helt klar til at det var slut. Det blev da også til yderligere 3 numre, deriblandt ”Constantly” som er et af mine favorit numre. Jeg blev nærmest skrækslagen, da tempoet blev taget helt ud af nummeret, og startede frygtelig langsomt, men heldigvis blev der taget revanche, og med vanligt energi niveau blev resten af nummeret leveret, så man slet ikke kunne stå stille på gulvet. 

Sidste nummer blev ”I don’t care”, som også er et TOP nummer, og måske var det i virkeligheden der jeg mistede stemmen.. Der blev i hvert fald givet ALT hvad den kunne trække fra scenen, og salen kogte over og havde en fest. 

Jeg synes, og det har jeg syntes hver gang, at Shotgun Revolution sparker røv, og de er et friskt ROCK indslag på den danske musik scene. De KAN rent faktisk spille, og de har en forsanger i Ditlev, som rent faktisk KAN synge, og hvor må vi være mange som er lykkelige over at han valgte at droppe Melodi Grand Prix, til fordel for ROCK’en.  


Foto: Kasper Løjtved - Løjtved Foto (http://www.lojtvedfoto.dk/) 

Aftenens koncert sætter 2 fede streger under min opfattelse af, at Shotgun Revolution er det mest autentiske danske rock band siden DAD, og jeg glæder mig allerede til næste gang de skal på tour. Så er jeg sku ikke sikker på at jeg kan nøjes med én koncert 

Jeg giver 6 fede rock stjerner til SHOTGUN REVOLUTION 

      (6 ud af 6)  

Kategorier

Kommentarer

  • Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar